
Danskerne lever længere. Alene sidste år steg den med et halvt år. Danskere i 60-årsalderen, der overvejer at gå på pension, kan også forvente at leve betydeligt længere end deres jævnaldrende kunne for 15 år siden.
Det er glædelige nyheder. Men hvis pensionisttilværelsen ikke skal blive en økonomisk mager tid, hvor hver en krone skal vendes, så kræver det en mere velpolstret pensionsordning.
Hvis en 65-årig i dag vil have den samme økonomiske ydelse livet ud, som en 65-årig i 1995 havde udsigt til at modtage resten af sine dage, så skal pensionsopsparingen i dag være 15 procent større. Det viser beregninger, som Forsikring & Pension har foretaget.
Splittes regnestykket op på køn, skal mændene sende flere penge ind på pensionsopsparingen. For i og med at gabet mellem kønnene bliver mindre, og mænds levetid er steget mere end kvindernes, skal mændenes pensionsopsparinger være 18 pct. større. Kvinderne har i gennemsnit brug for 11 pct. mere.
Ifølge Ældresagen er det en rigtig god ide, at man sparer så meget op på en livslang ordning som en livrentepension, at man har en tilstrækkelig indkomst, uanset hvor gammel man bliver. Rigtig mange har været vant til at se på deres pensionsordning som en ratepension, der skal udbetales over 10 år. Men når vi lever længere og længere, så er det ikke tilstrækkeligt.
Læs mere om livrentepension her.
