
For 220 år siden gjorde borgerne i Paris oprør mod de herskende klasser og stormede Bastillen. Jeg mener, at det er oplagt at indlede et nyt folkeligt oprør mod de herskende klasser. Ikke med rå vold og en skarp guillotine, men med et folkets oprør mod komplicerede love og regler, som vi alle er underlagt, men som kun få kan gennemskue.
Skal vi bygge fremtiden på folkets engagement og tillid, er kravet til vores politikere, embedsmænd og eksperter, der sidder i råd, styrelser, tilsyn og interesseorganisationer, at de lytter til ”folkets røst”. I mange år har vi sukket efter forenkling og forståelighed. Det gør vi stadig! Folketingets medlemmer ved det godt. Derfor lover de med jævne mellemrum at sætte gang i regelforenklingen. Efterløn, dagpenge, skattelov, realkredit, forsikring, pension og bankforretning. Alle områder indeholder komplicerede og ofte uforståelige regler. Det skal gøres enkelt og forståeligt, lyder det politiske budskab. Hensigten er god nok. Men det går på samme måde, som når et barn forsøger at samle en vandmand op fra strandkanten for nu at bruge et sommerbillede. Den glider ud mellem fingrene. Nu må tiden være inde til at gøre oprør.
Fra min egen verden husker jeg tydeligt, da lovgivningen om de finansielle institutioner skulle forenkles. Resultatet blev, at de love, der fandtes om pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikring, investeringsforeninger etc., blev skrevet sammen til én stor og fuldstændig uigennemskuelig lov på over 400 paragraffer. Over 40 af disse bemyndiger ministeren – læs: Finanstilsynet – til at fastlægge nærmere regler. Pointen er, at Folketinget i høj grad afskriver sig indflydelse og indsigt: Man overlader til embedsmændene at udforme reglerne. Og hvad værre er: Der sker en ugennemskuelig sammenblanding af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt! Resultatet er ofte det modsatte af hensigten, nemlig komplicerede og uforståelige regler. Sagen er, at embedsmænd ikke kan forenkle. Havde de kunnet, havde de gjort det for længst! Tilsvarende kan forsikringsfolk ikke gøre forsikring og pension forståelig. Havde de kunnet, havde de gjort det for længst!
I dag er det en elite af fagfolk og embedsmænd, der udformer love og regler. Og eliten gør det grundigt. Problemet er bare, at love og regler skrives indefra og ud og ikke omvendt. Folket lades i stikken. Når vi i forsikringsbranchen finder ud af, at nu skal vi forenkle og gøre tingene forståelige, sætter specialister og embedsmænd uden kundekontakt sig sammen, slår skodderne for vinduerne og løser opgaven. Resultatet bliver derefter.
Lad os erkende det: Vi egner os ikke til at gøre det selv. Vi skal tage kunderne – folket – med på råd. Vi skal have folket til at fortælle os, hvad de har brug for. Og så gøre det, de fortæller os. Men vi overlader det til eliten af embedsmænd, som kun lytter til hinanden og ikke til folket, og så får vi de komplicerede regler og uforståelige informationsbreve fra pengeinstitutter, realkreditinstitutter, pensionskasser etc.
Havde vi evnet at lytte til ”folkets røst”, kunne vi for længst have haft forståelige ordninger og love. Derfor er et oprør nødvendigt. Lad os få folkestyret tilbage!
