
I 2009 havde knap 1 mio. danskere en sundhedsforsikring. De fik udbetalt knap 1,3 mia. kroner i erstatninger, viser nye tal fra Forsikring & Pension og Finanstilsynet.
Det samlede antal danskere med sundhedsforsikringer faldt en anelse i 2009 til lige under en million. Faldet skyldes ikke mindst et fald i beskæftigelsen - og dermed det samlede antal medarbejdere med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.
Flere får psykologhjælp
To tredjedele af erstatningerne gik i 2009 til at dække operationer på et hospital. Den sidste tredjedel dækkede navnlig behandling hos psykologer og fysioterapeuter. Siden 2003 er erstatningerne til netop behandling hos psykologer og psykiatere vokset markant - fra to millioner kroner i 2003 til 120 millioner kroner i 2009.
Selskaberne indhenter tabet fra 2008
Væksten i erstatninger betød, at forsikringsselskaberne i 2008 tabte penge på sundhedsforsikringerne. Udviklingen vendte i 2009, hvor selskaberne begyndte at indhente tabet. For hver 100 kroner, selskaberne sidste år fik ind i præmie, udbetalte de 90 kroner i erstatning.
Læs mere om AP Pensions sundhedsforsikringer her.
