
Det må ikke længere være gratis for en medarbejder at have en sundhedsforsikring, der er betalt af arbejdsgiveren. Nu vil regeringen som led i den nye finanslov kræve beskatning, fordi man anser det for at være skjult løn.
En sundhedsforsikring koster typisk 1.650 kr. om året. For den enkelte medarbejder medfører regeringens beskatning en regning på 7-900 kr. afhængig af, om medarbejderen betaler topskat. ”Vi håber ikke, at det bliver spørgsmålet om beskatning, der kommer til at afgøre, om kunderne vil beholde deres sundhedsforsikring,” siger afdelingschef John Mørk. ”Afgørende bør være, hvilke behov medarbejderne har i det daglige.”
AP Pension har i samarbejde med Analyse Danmark foretaget en undersøgelse på sundhedsskatten. I Analyse Danmarks undersøgelse svarer 44 pct., at de vil beholde forsikringen, selv om de skal betale skat. 23 pct. vil droppe forsikringen, men de sidste 33 pct. er i tvivl.
