
Som et vedhæng til skattereformen har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt, at opsparing i den Særlige Pensionsopsparing skal frigives. Det drejer sig om den tvungne opsparing på 1 pct. af indkomsten, som blev indført i 1998 og stillet i bero i 2004. Ordningen har siden været til debat flere gange. På skift har der været ønske om at genoplive den og aflive den helt. Det sidste sker tilsyneladende nu. Der er fremsat et lovforslag, som forventes vedtaget den 19. maj. Fra pålidelige kilder forlyder det, at ATP-Huset, som administrerer SP-opsparingen, er parat til at sende breve ud til kunder i slutningen af maj.
Regeringen og Dansk Folkeparti ønsker at få SP-opsparingen omsat til forbrug for at speede op på økonomien. Derfor har parterne aftalt en mild beskatning af udbetalingen af SP-opsparingen. Beløb op til 15.000 kr. beskattes med 35 pct. Beløb derover beskattes med 50 pct. Opsparingen skal hæves inden udgangen af 2009. Efter årsskiftet hæves beskatningen til almindelig indkomstskat.
