
Den 19. maj vedtog Folketinget lovforslaget om at frigive Den Særlige Pensionsopsparing.
Betaler man topskat, kan det være særdeles attraktivt at indbetale SP-opsparingen på en rate- eller en livrentepension. Fordelen består kort sagt i, at man udnytter forskellen mellem den lave beskatning ved udbetaling af SP-opsparingen og den høje marginalskat af lønindtægten. Det giver et skattefradrag, som betyder, at 25.000 kr. brutto fra SP-opsparingen bliver til knap 37.000 kr. i bruttoindbetaling på pensionen.
Det typiske regnestykke ser sådan ud i runde tal:
Udbetaling fra SP-opsparingen 25.000 kr.
- afgift *) 10.000 kr.
Nettoudbetaling 15.000 kr.
*) 35 pct. af 15.000 kr., 50 pct. af resten
Hvis man vil anvende sin udbetaling på 15.000 kr. fra SP-opsparingen på en rate- eller en livrentepension, svarer det til, at man skal indbetale knap 37.000 kr. før skattefradrag i topskat på 59 pct. Altså: 37.000 kr. – 59 pct. i skat = 15.000 kr.
Hvis beløbet er mindre eller større end i regnestykket ovenfor, kan man som tommelfingerregel gå ud fra, at man skal indbetale to en halv gange så meget i pensionsindbetaling.
Hvordan gør man, hvis man vil indbetale SP-opsparingen som pension?
Man hæver sin SP-opsparing efter afgift. Derefter aftaler man med lønkontoret i sit firma, at der over en eller flere lønudbetalinger bliver fratrukket ekstra eksempelvis 37.000 kr. til rate- eller livrentepension før beregning af skat og arbejdsmarkedsbidrag på lønsedlen. Herefter overføres beløbet til AP Pension via lønsedlen sammen med det normale pensionsbidrag. På den måde får man ikke flere penge til forbrug her og nu, men pensionsopsparingen får en kraftig indsprøjtning.
Orientering om skattereformen
Frigivelsen af SP-opsparingen er en slags vedhæng til lovforslaget om en omfattende skattereform, der skal træde i kraft efter nytår. Den indeholder bl.a. et loft på 100.000 kr. for indbetalinger til ratepension. Skattereformen er til politisk forhandling i øjeblikket. Vi forventer, at Folketinget vedtager lovforslaget i begyndelsen af juni. På det tidspunkt vil vi være klar og vende tilbage med information om konsekvenserne af reformen. Her på apupdate.dk kan I følge den løbende orientering.
