
Danskerne har trodset krisen og den stigende ledighed og indbetalt rekordmange penge til pension. Pensionsindbetalingerne nåede helt op på 116 mia. kr. i 2009, viser nye tal fra Forsikring & Pension. Til gengæld forventer Forsikring & Pension færre indbetalinger til pension i 2010.
Pensionsloft og SP-penge
Fra 1. januar 2010 trådte et 100.000 kroners-loft på ratepensioner i kraft. 2009 var derfor det sidste år, hvor der ikke var loft over indbetalinger til ratepension. Det har betydet, at mange har fremrykket deres pensionsindbetalinger og indbetalt ekstra meget i 2009.
Mange danskere valgte også at indbetale deres SP-opsparingen på en pensionsordning. Reglerne for udbetalingen af SP betød, at det var en stor skattefordel for kunderne at hæve SP-opsparingen og indbetale dem på en almindelig pensionsordning.
Mindre pension i 2010
Mens 2009 gav en stigning i pensionsindbetalingerne, så vil der i 2010 nok blive markant færre indbetalinger. De vil formentlig falde til ca. 108 mia. kroner i 2010, viser en pensionsprognose fra Forsikring & Pension, og det gælder indbetalinger til både private pensioner og arbejdsmarkedspensioner. Det skyldes bl.a., at 100.000 kroners-loftet nu er trådt i kraft, og at ledigheden er steget.
