
Ét solidarisk fællesskab og én fælles depotrente på opsparingen. Sådan har billedet hidtil set ud for kunder i AP Pension, men nu har Finanstilsynet bestemt, at kunder i pensionsselskaber fremover skal opdeles i mindre, ensartede grupper med hver deres regnskab for rente, risiko og omkostninger.
I praksis betyder det, at en enkelt virksomhed eller flere virksomheder, hvor medarbejdernes jobfunktioner ligner hinanden, kan udgøre en samlet gruppe. Gruppen vil så dele regnskaber for henholdsvis omkostninger og risiko.
Også når det gælder depotrente og investeringsafkast, vil kunderne blive opdelt i grupper, men de grupper går på tværs af virksomheder. To kolleger i samme virksomhed er typisk med i samme omkostnings- og risikogruppe, men kan sagtens være i hver sin rentegruppe. Forklaringen er, at kunder i løbet af de sidste 20 år har oprettet deres pensionsordninger på forskellige rentegrundlag.
"Hensigten med de nye regler er, at det skal blive mere gennemsigtigt og rimeligt for den enkelte kunde," siger Peter Lauritsen, ansvarshavende aktuar i AP Pension. "I stedet for et stort fællesskab er man fremover med i mindre, ensartede grupper, og tab og gevinster må ikke udlignes mellem grupperne. På den måde bliver det mere synligt, hvad man får, og hvad man betaler for."
I 2011 giver AP Pension samme depotrente til alle kunder, men fra 2012 vil opdelingen i rentegrupper med forskellige aktie- og obligationsandele formentlig slå igennem, så der i nogle grupper vil være råd til at give en højere depotrente end i andre.
"Opdelingen i rentegrupper bliver nok lidt kompliceret for kunderne at overskue i modsætning til opdeling i risiko- og omkostningsgrupper. Det skyldes, at opdelingen sker pr. police. Nogle kunder har flere policer og vil derfor være med i flere rentegrupper," slutter Peter Lauritsen.
De nye regler trådte i kraft 1. januar 2011. Opdelingen i grupper sker inden for tre områder:
Opdeling i risiko- og omkostningsgrupper gælder alle kunder i AP Pension, mens opdeling i rentegrupper kun gælder for kunder med traditionel pensionsopsparing.
