
Når finanskrisen raser, aktierne falder i værdi, og både danske og tyske statsobligationer, som gælder som nogle af de sikreste, er alt for dyre, fordi renten er meget lav, hvad skal man så investere i? Det er en reel udfordring for et pensionsselskab som AP Pension, der hver måned skal investere kundernes indbetalinger, så de forrentes godt og bliver til gode pensionsopsparinger efter 20-30 år.
"Når situationen er som nu, er man faktisk lidt i klemme," siger Erik Hallarth, investeringschef i AP Pension. "Der er mange gode argumenter for, at aktierne er billige lige nu, men spørgsmålet er, om de er billige nok, fordi der stadig er mange trusler i verdensøkonomien. Falder de endnu mere, og hvornår begynder de at stige igen?"
De europæiske aktier er her i september 2011 ikke langt fra samme lave niveau som i foråret 2009, hvor vendepunktet kom efter en lang og hård finanskrise. I øjeblikket er der bare ikke så mange økonomer, der kan få øje på vendepunktet.
"Verdensøkonomien er præget af opbremsning og opsparing, men når vendepunktet kommer, og det skal det nok gøre på et tidspunkt, så gælder der om at have reserver på kistebunden, så man har noget at købe for. Under en optur kan der være mange penge at tjene," siger Erik Hallarth og tilføjer, at den svære kunst selvfølgelig er at være sikker på, hvornår det faktisk går opad igen.
Det kan tage mange år, før verdensøkonomien får styr på offentligt og privat overforbrug, som er den væsentligste årsag til krisen. Men hvad gør et pensionsselskab som AP Pension, når verden er af lave? Man kan ikke bare sætte kundernes indbetalinger i banken og nøjes med løbende rente eller krybe i ly af frygt for global nedsmeltning. "Det gode er, at der altid er alternativer til aktier og obligationer," siger Erik Hallarth. "I øjeblikket ser vi meget på virksomhedsobligationer - især i USA."
Virksomhedsobligationer, der også kaldes højrenteobligationer eller high yield, er obligationer, som udstedes af den enkelte virksomhed og typisk har en kort løbetid på kun tre år. Investeringsrisikoen kan sammenlignes med aktier, men der er god mulighed for at få et højt afkast. "Fordelen ved virksomhedsobligationer er, at de pågældende virksomheder ikke behøver at buldre af sted med vækst. Bare de kan betale deres afdrag og renter. Og vi har dygtige managere, der kender markedet og kan vælge de virksomhedsobligationer, der bedst kan gennemleve en længere periode med begrænset vækst," siger Erik Hallarth.
Af andre investeringsmuligheder nævner Erik Hallarth ejendomme, skovfonde og også råvarer - såkaldt reale aktiver. "Det gode ved de investeringer er, at de på en måde bevarer deres værdi under en krise. De kan ikke forsvinde ud i den blå luft som papirinvesteringer, men man skal til gengæld have større tålmodighed, før afkastet kommer hjem," slutter Erik Hallarth.
