
Skattereformen, der primært beror på en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, er nu fremsat som lovforslag og er på vej igennem Folketinget. Går det som forventet, kommer der en vedtagelse inden grundlovsdag, hvor Folketinget går på såkaldt sommerferie.
For pensionsbranchen er der to sager på spil: et loft på 100.000 kr. for pensionsindbetalinger og en udligningsskat på høje pensionsudbetalinger. Udligningsskatten har til formål at forhindre, at høje pensionsudbetalinger ikke får en ekstra fordel af de skattenedsættelser, der er planlagt med skattereformen fra den 1. januar 2010. Men den meget komplicerede konstruktion, hvor udligningsskatten skulle afvikles over 20 år, er blevet kritiseret så voldsomt, at regeringen har valgt at udsætte den, indtil et teknisk grundlag er på plads, som det udtrykkes.
Tilbage står loftet på 100.000 kr. Det er der i den politiske debat ikke blevet rokket ved. Fra den 1. januar 2010 indføres der et loft på 100.000 kr. for indbetalinger til ratepension og ophørende livrenter. Loftet gælder ikke for indbetaling til livsvarige livrenter. Kunder, der indbetaler over 100.000 kr. i årligt pensionsbidrag, kan således vælge at sætte det overskydende beløb ind på en livsvarig livrente og dermed fortsat få fuldt skattefradrag for hele pensionsbidraget. Men branchen kritiserer 100.000 kr.'s-grænsen, fordi den begrænser den valgfrihed, der ellers har kendetegnet pensionsopsparing. Det er ikke så attraktivt at spare op til en livrente som til en ratepension, og man frygter, at begrænsningerne kan mindske lysten til pensionsopsparing.
