
Det er nok ikke den melding, de fleste forventer at høre fra et pensionsselskab. Spare for meget op? Har I ikke i mange år tudet kunder, pressen og alle andre ørerne fulde om, at man ikke kan starte for tidligt med at spare op, og selv om man gør det, alligevel skal spare ganske meget op for at have nok? Og begynder man sent, er man nærmest fortabt. Kommer du nu og siger det modsatte?
Ja og nej.
God og fornuftig pensionsopsparing kræver stadig, at man begynder at spare op til sin pension, så snart man kommer ud på arbejdsmarkedet, og at man fastholder en stabil indbetaling gennem hele sit arbejdsliv.
Tager man de historiske briller på, er der også al mulig grund til at holde fast ved det princip og fylde godt op på pensionskontoen. Sammenholder man to kurver på en graf - den ene viser, hvor gamle vi bliver, og den anden viser den pensionsalder, vi vælger, så har de to kurver bevæget sig i hver sin retning i løbet af de sidste 60 år. Omkring 1950 arbejdede man, til man fyldte 67 år, så lagde man sig på sofaen to-tre år, og så bankede bedemanden på. Ikke det store behov for pensi-onsopsparing.
Nu går vi på pension fem år tidligere og lever 10 år længere, og vi er opsat på at udleve mange store drømme og helst i forskellige verdensdele, før vi lægger os på sofaen. Og det er dyrt. Endda temmelig dyrt! Det lange, aktive pensionistliv kræver, at man har sparet en pæn procentdel af lønnen op gennem hele sit arbejdsliv.
Men spørgsmålet er, om det kan blive ved. Vi lever længere og længere og vil helst gå på pension, før vi er fyldt 65. Kan vi blive ved med det? Svaret er - Nej! - det kan vi ikke. Eller sagt på en anden måde: Gør vi det, knækker samfundet midt over. Der vil blive for mange, som ikke laver noget, og som kræver service i forskellig form, og for få til at levere den.
For 60 år siden var der i Danmark mere end seks personer i arbejde til at forsørge en pensionist. I dag er der under fire på arbejdsmarkedet for hver pensionist, og det falder yderligere de kommende år ned under tre aktive pr. pensionist.
Inden for få år er vi nødt til at gentænke vores pensionsmodel. Desværre er det tvivlsomt, om politikerne er parate til det. Endnu er det ikke lykkedes dem at gøre noget alvorligt ved efterlønnen. Men de nødt til at komme i omdrejninger.
Fremtidens løsning må blive en fleksibel pensionsalder. Alle, der har hårdt fysisk arbejde, må fortsat have mulighed for at trække sig, f.eks. når de er midt i 60'erne. Men alle vi andre, der ikke slæber så meget, men holder møder, skriver notater og stirrer på computeren - vi må holde ud noget længere, ellers tipper balancen mellem ydende og nydende i samfundet.
Og så er det, at pensionsopsparing kommer i et dilemma. Når kontorchef Svendsen runder de 70 og har sparet op, siden han var 27, men stadig har fem arbejdsår i sig, skal han så blive ved med at spare op til sin pension? Nej, så er det, at det ansvarlige pensionsselskab længe inden har grebet fat i kraven på ham og siger. "Nu skruer du ned, Svendsen! Færre kroner ind på pensionskontoen! Hvordan vil du ellers nå at bruge alle de penge, når du først går på pension? Brug i stedet pengene på at holde dig frisk og rask. Køb dig fri af tunge opgaver som havearbejde og snerydning. Køb dig nogle ekstra fridage og sørg for at holde både krop og hjerne i gang."
Sagen er, at man kan risikere at spare for meget op og bruge for lidt på sig selv. Det er fremtiden, men den banker snart på!
