
Livrentepension har i mange år haft en underlig klang. Det var indbegrebet af gammeldags pension og mindede de fleste om tjenestemandspensionen, som næsten ikke findes mere. Først kom kapitalpension, især da skattefordelen de første år var meget stor. Nu frister kapitalpension en sekundaplacering, fordi skattefordelene er blevet udhulet flere gange, og med skattereformen den 1. januar 2010 er de helt væk.
Ratepension er for de fleste den foretrukne opsparingsform. Man får fuldt skattefradrag for alle indbetalinger, og skulle man dø, før alle rater er udbetalt, arver ens nærmeste det opsparede beløb.
Det er præcis det, som gør, at mange har oplevet som negativt ved livrentepension. Pengene kan forsvinde i den blå luft. Som udgangspunkt er der ingen garanti for udbetalingen, for livrentepension er en forsikring - ikke en opsparing. Dør man tidligt, får man ikke ret meget ud af sine indbetalinger. At man til gengæld kan få væsentligt mere ud af en livrentepension end en ratepension, hvis man lever længe, nåede kun de færreste at tænke.
Men nu ser det ud til, at livrentepension får nyt liv. Det er der to grunde til. For det først er det gået op for os, at vi lever længere og længere, og at der skal være noget at leve af også de sidste år. For det andet kommer der med skattereformen den 1. januar 2010 et loft på 100.000 kr. for skattefradrag. Vil man have skattefradrag for indbetalinger over denne grænse, er det oplagt at vælge livrentepension.
En god pensionsplanlægning kunne i fremtiden godt rumme tre elementer:
1. En kapitalpension, så man har en sum at starte med
2. En ratepension, så man har en fast udbetaling et antal år
3. En livrentepension, så man er sikker på at have noget hele livet
