
I sidste måned spurgte vi AP Updates læsere, hvad de mente om nyhedskanalen. Tæt på 1000 læsere gav deres mening til kende, og dem vil vi gerne takke for de gode inputs. Læsernes mening er vigtig, for den hjælper os med at udvikle kanalen, så den passer til deres behov for nyheder og viden om pension, forsikring og sundhed.
Med en samlet oplevelse på 5,6 ud af 7 kan vi konkludere, at læserne er meget tilfredse med nyhedskanalen. Også indholdet og sproget bliver vurderet højt, nemlig henholdsvis 5,4 ud af 7 og 5,8 ud af 7.
Næsten halvdelen mener, at de har fået mere interesse for deres pensionsordning, efter de er begyndt at modtage AP Update, og 38 pct. føler sig bedre klædt på til at håndtere deres pension. Det er meget positivt, da det netop er nogle af de vigtigste formål med AP Update.
Som modtager af AP Update har man i år fået nogle nye muligheder. Bl.a. kan man se video-interviews om bl.a. investering, AP Pensions resultater og kunderådgivning. Man har også kunnet læse artiklerne via en app til smartphones.
Og så kan man "anmelde" artiklerne ved at give dem stjerner efter, hvor god eller dårlig man synes, artiklen er. Man kan også skrive kommentarer eller spørgsmål i forlængelse af artiklerne, som redaktionen efterfølgende svarer på. I kommentarfeltet har man samtidig mulighed for at debattere med andre læsere.
Blandt deltagerne af undersøgelsen har vi trukket lod om 25x2 biograf-billetter og et supergavekort på 1000 kr. Vinderne får direkte besked.
Hvad synes du om AP Update? Du er meget velkommen til at komme med din mening i kommentar-feltet forneden.
