
Hvornår indfører AP Pension Finanstilsynets nye kontributionsregler?
Det gør vi den 1. januar 2011.
Og så er det hele bare på plads?
Nej, kun delvis. Den 1. januar er primært en teknisk skæringsdato. Senere i 2011 bliver vi klar til at informere vores kunder.
Hvad er grundidéen i de nye regler?
Idéen er, at der ikke længere må ske en udligning af gevinster og tab imellem grupper af kunder. Hidtil har man typisk set alle kunder i et stort solidarisk fællesskab. Det nye bliver, at de bliver opdelt i grupper, og at gevinster og tab bliver inden for den enkelte gruppe.
Hvor mange grupper vil AP Pension så dele sine kunder op i?
Det bliver omkring 40 risikogrupper og også omkring 40 omkostningsgrupper. Og så får vi fem rentegrupper. I alt cirka 85 grupper.
Hvorfor lige præcis så mange?
Omkostnings- og risikogrupperne har vi selv valgt. En stor virksomhed vil typisk danne sin egen gruppe, og mindre virksomheder bringes sammen i grupper, der er ensartede og har en hensigtsmæssig størrelse. Der vil være et stort sammenfald mellem omkostnings- og risikogrupperne. Med hensyn til rentegrupper er vi bundet til en opdeling ud fra de renteforudsætninger, garantierne er baseret på. Der må højst være et spænd på 1 pct.-point mellem grupperne. Og da vi også har besluttet at lave en særskilt AP NetLink rentegruppe, så giver det fem rentegrupper.
Kan medarbejdere i samme virksomhed være i forskellige grupper?
For risiko- og omkostningsgrupper bliver det næppe tilfældet, men for rentegrupper kan det sagtens forekomme.
Bliver det nemmere for kunderne?
Tanken er, at det bliver gennemsigtigt, fordi man er med i et mindre fællesskab og fordi der ikke kan ske omfordeling mellem grupperne. Et tab i en omkostningsgruppe må ikke udlignes af en gevinst i en rentegruppe eller en anden omkostningsgruppe. På den måde bliver det synligt, hvad den enkelte kunde betaler i omkostninger. Opdeling i rentegrupper bliver nok sværere for kunderne at overskue, ikke mindst fordi det er en opdeling pr. police. En kunde, der har flere policer, kan derfor godt være med i flere rentegrupper.
Betyder det noget for depotrenten?
I 2011 nej. Der får alle kunder samme depotrente. Men derefter forudser vi, at opdelingen i rentegrupper godt kan udløse forskellige depotrenter.
