
Det femstjernede Hotel Kongebrogaarden, som ejes af AP Pension, er midlertidigt lukket på grund af konkurs. Nu har AP Pension truffet aftale med Comwell om at overtage driften af hotellet. Genåbning er planlagt til den 1. marts.
I december 2010 så AP Pension sig nødsaget til at indgive konkurserklæring over driftsselskabet Kongebrogaarden. Som ejer af hotellet måtte AP Pension konstatere, at man havde flere penge til gode, end der tilsyneladende var i driftsselskabet.
"Vi har været glade for det samarbejde, vi har haft med Jens Chr. Poulsen om driften af hotellet gennem omkring 20 år, men desværre ingen anden udvej end at indgive konkurserklæring," siger ejendomsinvesteringschef Peter Olsson.
Som følge af konkurserklæringen blev hotellet lukket den 22. december. Alle medarbejdere blev fritstillet, gæsterne flyttet til andre hoteller og alle reservationer annulleret. Siden har kurator afviklet konkursboet. Det arbejde er nu overstået, og dermed er der åbnet mulighed for, at Comwell kan overtage driften af hotellet.
"Vi glæder os rigtig meget til denne nye opgave. Det er et spændende hotel med et flot omdømme. Der er et godt grundlag for os at videreudvikle hotellet på," siger Preben Nesager, Comwells koncernchef.
I Comwell-kæden er allerede Comwell Kellers Park ved Vejle Fjord, der sammen med Kongebrogaarden er de eneste femstjernede hoteller i Danmark uden for København. "Vi glæder os til at åbne dørene for nye og gamle gæster den 1. marts," slutter Preben Nesager.
