Hvad gør vi, når det offentlige svigter?

For nogen tid siden sad jeg på en restaurant, da en gæst fik et alvorligt ildebefindende. Der blev straks ringet 112. Efter mange minutters ulidelig venten og flere rykkere turde de pårørende ikke vente længere. De fik manden ud i en bil og kørt på hospitalet. Efter 20 minutter kom ambulancen. Den lange ventetid er forhåbentlig undtagelsen og ikke reglen, men den oplevede magtesløshed vækker stærke følelser.

I dag går vi til valgurnen for at vælge de politikere, som de næste fire år skal sørge for, at kommuner og regioner leverer høj kvalitet og tager sig af dem, der har behov for hjælp. Ambulancen er et eksempel på det modsatte af høj offentlig kvalitet.

Stiller vi borgere for høje krav til det offentlige? Det mener jeg ikke. Vi bor i et land, hvor det offentlige forbrug udgør 27,8 pct. af BNP. Siden 2001 er det vokset med godt 50 mia. kr. målt i faste priser. Vi må med rette kunne forvente, at ældre får den hjælp, de har behov for, at hver femte elev ikke forlader folkeskolen uden brugbare læsefærdigheder, og at det ikke må tage 20 minutter for en ambulance at nå frem.

Den forventning forstærkes naturligt af, at vi med godt 48 pct. har det største samlede skattetryk i EU. Men hvad gør vi, hvis vi ikke tror på, at den offentlige service er tilstrækkelig - heller ikke med de nyvalgte politikere?

Ambulancen fik mig til at tænke: Hvad nu, hvis det var min hustru, et af mine børn eller en af mine medarbejdere? For det kunne ligeså godt være sket på jobbet. Jeg ønsker ikke at genopleve den magtesløshed - hverken som ægtemand, far eller leder.

Vores samfund bæres af tusindvis af virksomheder med engagerede medarbejdere, hvis helbred vi naturligt er optaget af. Kan det offentlige ikke klare opgaven tilfredsstillende, må vi handle selv. Og det gør vi jo på flere og flere af de områder, der ellers står "offentlig service" på: Sundhedsforsikringer er blot et godt eksempel. 1,7 millioner danskere har en privat forsikring, som giver dem mulighed for hurtig behandling på private hospitaler og klinikker, så de hurtigt kan vende tilbage til jobbet. 

1.700.000 danskere - hvoraf halvdelen faktisk betaler forsikringen privat - tror åbenbart ikke på, at det offentlige kan klare den opgave, der må betegnes som en af velfærdssamfundets kerneydelser. Derfor er de villige til at betale ekstra for noget, som de allerede har betalt for over skatten. Det er tankevækkende.

Der er risiko for, at magtesløshed fører til politikerlede. For det er jo politikerne, der træffer beslutning om niveauet af velfærdsydelser. Dertil må det bare helst ikke komme, for udbredt politikerlede er nedbrydende for det demokratiske system. Men hvad kan vi selv gøre her og nu?