
Denne gang blev det holdt på Falconer Hotel på Frederiksberg, som i enhver henseende leverede perfekte rammer. Omkring 400 kunder overværede generalforsamlingen, heraf 171 stemmeberettigede delegerede.
På valg var denne gang de seks bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterer de forsikrede. Fem af de seks kandidater fik genvalg. Det var Holger Damgaard, Søren Tinggard, Karsten Frandsen, Peter Geert-Jørgensen og Annette Mayer. Erik Have genopstillede ikke. I hans sted valgte generalforsamlingen Ole E. Hansen fra Arla. Valget gælder for to år. Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig. Her var der genvalg til Holger Damgaard og Søren Tinggaard som hhv. formand og næstformand.
I bestyrelsens beretning for regnskabsåret 2008 beskæftigede formanden sig en del med finanskrisen og dens konsekvenser. Han sagde bl.a.: "Finanskrisen har været en barsk oplevelse, som har slidt på vores reserver. Men AP Pension har haft så store reserver, at vi kunne klare krisen. Vi kom ikke i en situation, hvor vi skulle nedsætte depotrenten eller opbygge kursværn."
Formanden kommenterede også AP Pensions vækst på over 40 pct. i 2008. Han konstaterede, at det var andet år i træk, at AP Pension fik flot vækst. "Væksten tyder på, at kunderne er glade for os. Ikke bare for vores gode resultater, men også fordi vi er et uafhængigt pensionsselskab, der er ejet af sine kunder," understregede formanden.
Generalforsamlingen sluttede med, at de delegerede formelt godkendte årsregnskabet for 2008.
