
En ny forbrugerplan stod øverst på dagsordenen, da Forsikring og Pension holdt sit årsmøde den 6. maj. Målet med planen er at styrke forbrugernes overblik og deres muligheder for at træffe de valg, der passer dem bedst.
Pensionsoversigter skal have en fælles standard, der giver et overblik over de vigtigste tal og oplysninger, og inden for et års tid regner Forsikring og Pension med at have et webbaseret redskab på plads, der giver kunderne mulighed for at sammenligne pensionsordningers indhold og selskabernes service.
Skarpest fokus har Forsikring & Pension imidlertid på omkostninger. I forlængelse af det igangværende projekt, der går ud på at vise kunderne de omkostninger, der har på deres pensionsordning, har man nu sat sig det mål at lancere ét samlet tal for kundens omkostninger. Det skal udtrykkes i et ÅOK og et ÅOP, som betyder årlige omkostninger hhv. i kroner og i procent. Samtidig er det målet, at pensionsselskaberne skal kunne tilbyde enartede omkostningsmålere, så det bliver nemmere at sammenligne beregninger på tværs.
Ny formand
Årsmødet tog afsked med Stine Bosse, koncernchef i Tryg, der har været formand for Forsikring & Pension siden 2006. Ny formand blev adm. direktør Peter Damgaard Jensen, PKA.
