Direktøren på grillen

1) Hvornår kom finanskrisen til AP Pension, og hvad gjorde I så?

Da vi nåede halvårsresultatet i sommeren 2008, stod vi med meget stærke reserver og så på et aktiemarked, hvor kurserne var lave, og økonomien var ikke præget af krise. Så skal vi tale om en dato, hvor krisen kom til AP Pension, må det være den 15. september 2008, hvor finanskoncernen Lehmann Brothers i USA gik konkurs, og hvor staten ikke holdt hånden under koncernen, men lod den falde. Det sendte chokbølger igennem det finansielle system i hele verden og udløste voldsomme tab og kursfald på aktiemarkederne. Vores analyser viste ellers, at aktierne på det tidspunkt havde fået de tærsk, de skulle have, men i løbet af oktober faldt kurserne yderligere 30 pct. Kursfaldet ramte os kun delvis, men vores risikostyring viste, at vi burde reducere vores aktiebeholdning. Derfor solgte vi halvdelen af vores aktier. Det var en svær beslutning. Efterfølgende viste den sig at være ganske fornuftig.

2) Hvad gjorde I i forhold til kunderne?

Vi gav løbende en orientering på vores hjemmeside. Primært orienterede vi om, at vi fastholdt depotrenten hele året, at vi ikke ville indføre kursværn og om størrelsen af vores reserver. Vi sendte breve til vores delegerede og til alle vores firmakunder. Vi skrev om vores forhold til krisen i kundebladet, og vores sagsbehandlere og konsulenter blev klædt på til at besvare spørgsmål fra kunderne. Jeg synes, at vi gjorde det så godt, vi kunne.

3) Har AP Pension ændret politik på grund af krisen?

Nej! Vi mener stadig, at det er vores opgave, når vi ser på investeringer, at tage den risiko, vi har råd til - altså have så mange aktier, ejendomme og alternative investeringer som muligt. Ellers kan vi ikke i det lange løb skaffe kunderne et attraktivt afkast. Krisen har tæret voldsomt på vores reserver, og derfor har vi i øjeblikket ikke råd til at tage særlig høj risiko, men politikken og strategien er uændret.

4) Får krisen konsekvenser for AP Pensions kunder - nu eller senere?

Det gør den, både nu og senere. Vi må skelne mellem to slags kunder:

Den første gruppe er kunder med pensionsopsparing til depotrente. De mærker ikke så meget til krisen i første omgang. I hele 2008 har de fået en høj depotrente på 6 pct. efter skat, og her i 2009 er de startet året med 4,0 pct. efter skat. I historisk perspektiv er det en lav depotrente, men ser man sig omkring på markedet, er det den højeste. På længere sigt, og det vil formentlig være de næste 10 år, vil de få en depotrente, som lever op til det, vi har lovet dem, men nok heller ikke mere. Det afkast, som AP Pension forventer at kunne hente på markederne, skal også bruges til at genopbygge reserverne.

Den anden gruppe er kunder med pensionsopsparing til markedsrente. De mærker finanskrisen her og nu. De kan konstatere, at kursfaldet har formindsket deres pensionsopsparing. For mange med en tredjedel eller måske mere. Det gør ondt her og nu. Men når man ligger tungt i aktier, er de ekstra vigtigt at se sin opsparing i et langt perspektiv. Og så behøver det ikke at være så slemt. Vi køber jo løbende aktier for kundernes pensionsbidrag. Og aktiekurserne er meget lave nu i forhold til virksomhedernes indtjening. Det betyder, at forrentningen i form af udbytte af alle nye aktier er meget høj. Tør vi samtidig tro på, at markedet i løbet af nogle år genvinder pusten, ligger der et enormt potentiale i de aktier, som vi i øjeblikket køber til lav kurs. Så konklusionen er, at tager man det lange perspektiv, kan man ende med et ganske godt afkast.

5) Kunne AP Pension have handlet anderledes?

Det er altid nemt at se i bakspejlet, og bare man dog kunne spå! Vi er kede af det resultat, vi kom ud af 2008 med, og vi har spurgt os selv, om der var noget, vi overså. Reelt ville vi nok ikke have handlet meget anderledes, end vi gjorde. Vi må konstatere, at markedsanalyserne ikke duede. Der var ikke nogen, der kunne forestille sig, at det kunne gå så galt, som det gik, men AP Pension har heldigvis fortsat fast grund under fødderne.