
Danskerne vil spare ca. 117 mia. kr. op til pension i 2009 viser en prognose fra Forsikring & Pension. Hvis prognosen holder stik, vil det være ca. 5 mia. kr. mere i indbetalinger end i 2008.
Det er den nye skattereform, der påvirker indbetalingerne, da 2009 er det sidste år, hvor man kan få høje fradrag på pensionsindbetalinger. Fra 2010 træder loftet over ratepensioner på 100.000 kr. nemlig i kraft. Desuden kan man i år hæve sin SP-opsparing (læs mere om SP-opsparingen her), og mange har en stor skattefordel ved at hæve den og sætte pengene ind på sin pensionsopsparing.
Markant færre indbetalinger i 2010
2010 bliver til gengæld et år med markant færre pensionsindbetalinger. De vil nemlig falde til ca. 108 mia. kroner, viser prognosen. Det er især indbetalingerne til private pensioner, som bliver skyld i det store fald. De vil falde fra 25 mia. kr. i 2009 til ca. 15 mia. kr. i 2010. Faldet skyldes især loftet på ratepensioner og den faldende beskæftigelse, der er en konsekvens af finanskrisen.
Læs hele Forsikring & Pensions rapport om pensionsbranchens økonomi 2008 her.
