
Fra den 1. januar 2009 bliver AP Pensions depotrente 4,7 pct. Den beskattede depotrente bliver 4,0 pct. ”Investeringsmæssigt har vi været igennem et turbulent år, der har slidt på vores reserver. Men i kraft af tæt risikostyring er vi kommet igennem krisen uden at skulle indføre kursværn og nedsætte depotrenten, og vi slutter året med gode reserver i behold. Alligevel er der grund til at være forsigtig med depotrenterne for 2009. Med udgangspunkt i vores nuværende reserver og vores forventninger til 2009 mener vi, at en depotrente på 4,7 pct. før skat er et passende og forsvarligt niveau,” udtaler adm. direktør Hans Boye Clausen.
Depotrenten kan justeres
Depotrenten på 4,7 pct. før skat gælder fra 1. januar 2009. Viser det sig i løbet af året, at de økonomiske forudsætninger for depotrenternes størrelse ændres væsentligt, forbeholder AP Pension sig ret til at foretage en justering. Denne justering kan være såvel opad som nedad.
