
I 2009 var det anden gang, AP Pension deltog i undersøgelsen om, hvem der er Danmarks Bedste Arbejdsplads. Undersøgelsen foretages af Great Place to Work Institute Danmark, som i samarbejde med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin hvert år kårer en top 50 over Danmarks Bedste Arbejdspladser. Undersøgelsen foretages ved at sende et spørgeskema ud til alle ansatte i virksomheden.
"Denne gang landede vi på plads nr. 52, hvilket vil sige, at vi er blandt de såkaldte boblere," fortæller Lea Hamburger, HR-chef i AP Pension. "I 2008 landede vi på plads nr. 69, så vi er tilfredse med resultatet i år, selvom vi ikke røg ind på top 50."
"Der især ét resultat, vi har bidt mærke i. I udsagnet "Ledelsen er ærlig og etisk korrekt i sin forretningsmåde" har 95 pct. af medarbejderne svaret, at de er enige," fortsætter hun. "På det område placerer AP Pension sig i top 25 blandt de deltagende virksomheder. Og da en af vores værdier netop er troværdighed, er det et resultat, vi er meget stolte af. Som kundeejet selskab er det livsvigtigt, at vores kunder har tillid til os. Og nu fortæller vores medarbejdere altså, at det kan de roligt have."
"Der er mange andre områder af undersøgelsen, som vi er stolte af, og så er der selvfølgelig nogle områder, hvor vi kan gøre det endnu bedre," siger Lea Hamburger. "I AP Pension har vi valgt at arbejde med trivsel ved at udnævne en trivselsambassadør i hver afdeling. De arbejder bl.a. med, hvordan vi skaber bedre kommunikation og samarbejde på tværs af virksomheden."
